Tilgang og metode

Min måde at arbejde på tager udgangspunkt i den du er, dine ønsker og dine behov.

Som psykolog har jeg et solidt fundament af teori og praksis at stå på. Centralt i dette fundament skal særligt nævnes gestaltterapi, ACT og mindfulness. Jeg er også optaget af, hvordan vi som mennesker indgår i kontakt og relation med hinanden, og hvordan vores tidligere erfaringer med at være knyttet til andre, spiller en rolle i forhold til det.

Ønsker du en uddybning af ovenstående er du velkommen til at læse videre her:

Min tilgang er baseret på gestaltterapien og en grundforståelse, der ser mennesket som en organisme, hvor krop og psyke er uadskillelige dele. Det er ud fra denne helhed, vi oplever os selv, livet og andre. Derfor er jeg i mødet med dig både optaget af, hvad du tænker såvel som hvad du oplever følelsesmæssigt og kropsligt i en given situation. En større bevidsthed herom er vigtig for forståelsen af dig selv, for de beslutninger du træffer, for at lykkes med det, du gerne vil og for grundlæggende at vide, hvad der skal til, for at livet opleves mere livfuldt og i balance.

ACT (Acceptance and Commitment Therapy) har et særligt fokus på meningsfuldhed – på hvordan vi kan blive bevidst om det, som er vigtigst for os – og gå efter det. Et særligt fokus for terapien er derfor at hjælpe dig skabe klarhed over, hvad der skal til, for at dit liv bliver mere meningsfuldt og afdække, hvad der eventuelt står i vejen for det. Centralt for dette arbejde er at afdække svære tanker og følelser, der spænder ben for dig og møde disse tanker og følelser, på en måde, hvor du frigøres til i højere grad at leve det liv, du ønsker.

Mindfulness/Awareness: I en tid, hvor meget kræver vores opmærksomhed er det godt og nødvendigt, at arbejde med vores opmærksomhed og træne vores nærvær. Vi kan øve os i at være lidt mere nærværende, både igennem øvelser og ved at være bevidste om at være mere nærværende i samvær med venner, familie eller når vi blot er os selv. Opmærksomheden på os selv hjælper os til at blive bevidst om gamle mønstre og måder at være i verden på, som ikke længere er gode for os og afprøve eller gå nye veje, som er bedre for os.

Tilknytningsteori: Vores samvær med andre, vores evne og måde at knytte os til andre samt udfordringer forbundet med dette, har ofte rod i vores tidligere erfaringer og vores tilknytningshistorie. En øget bevidsthed om tidligere erfaringer med relationer hjælper til at løse op for nuværende svære relationer eller nye måder at indgå i relationer på. Et terapeutisk arbejde, støtter dig i processen med at turde være i relation på en anden måde eller opsøge nye helende relationer