Få hjælp til

Hvis du har det svært, behøver du ikke i forvejen at vide, hvad der er i vejen, for at opsøge en psykolog. Det kan være, du bare kan mærke, at du i kortere eller længere tid ikke har haft det godt, eller at du er trist uden grund. Her kan psykologen hjælpe dig blive klogere på, hvad det handler om.

Nedenfor kan du læse nogle af de områder, jeg har erfaring med og vil kunne hjælpe dig med:

Stress

  • du mærker tiltagende stresssymptomer eller er sygemeldt med stress.
  • du har svært ved at leve op til de krav og forventninger der er til dig fra omverdenen og dig selv.
  • du har svært ved at kende dig selv, magter ikke det samme som før og har samtidig svært ved at være i ro

Depression

  • du oplever tristhed og modløshed og har måske symptomer på let til moderat depression.
  • du oplever at sidde fast, at have svært ved at mobilisere din energi til noget og kan have svært ved at se en mening med tingene.
  • du kæmper med dårligt selvværd og med troen på dig selv og det du kan.

Angst

  • Du oplever at angsten hindrer dig i at gøre det, du gerne vil.
  • du oplever angst i samvær med andre mennesker og kommer nemt til at isolere dig derhjemme.
  • du bekymrer dig meget og har bekymrings- eller katastrofetanker om, hvad der kommer til at ske.

 Søvnproblemer

  • Du har svært ved at falde i søvn om aftenen og ligger vågen med uro eller mange tanker.
  • Du falder måske i søvn, men vågner midt om natten og kan ikke falde i søvn igen
  • Du har ikke en fast døgnrytme, sover ikke nok og føler dig konstant træt.

    Smerter/ kronisk sygdom

    • du er ramt af en kronisk sygdom, og skal finde dig selv i et liv som kronisk syg.
    • du lever med kroniske smerter og føler at livet er blevet voldsomt indskrænket.
    • du skal finde en ny balance imellem at passe på dig selv og samtidig leve dit liv, som du gerne vil.

    Tab, sorg og krise

    • du har mistet et menneske du holdt af og er fyldt af sorg.
    • du oplever at ´grunden´ er blevet revet væk under dine fødder og er i svær krise.
    • du er blevet ramt af og på livet og skal finde fodfæste igen.

    Bearbejdning af opvækst/ en svær episode

    • du har brug for at få bearbejdet en svær oplevelse eller en opvækst med svigt.
    • du er måske vokset op med alkoholmisbrug eller psykisk sygdom blandt dine nærmeste.
    • du har været udsat for en eller flere voldsomme episoder, som bliver ved med at påvirke dig.

    Personlig udvikling/ sporskifte

    • du er nået til et sted, hvor du gerne vil ændre kurs i dit liv.
    • du mærker angst eller tøver i forbindelse med at gå nye veje, selvom det er vigtigt for dig.
    • Du vil gerne gå på opdagelse i, hvordan dit liv i højere grad får mening og blive bevidst om dine værdier.

     

    Livet er svært at indfange i kategorier og måske genkender du dig ikke i ovenstående kategorier. Det kan være du bedre genkender dig i en enkeltstående problematik, som f.eks. at være havnet i en konflikt eller oplever dårligt selvværd.

    Uanset, så indfanger det, som nævnes på denne side en stor del af det, jeg har erfaring med, og det som jeg gerne vil hjælpe dig med. Du er altid velkommen til at ringe eller skrive en mail, hvis du har brug for at få afklaret, om du kan få hjælp hos mig og har spørgsmål. Hvis jeg ikke kan hjælpe dig, vil jeg forsøge at hjælpe dig videre til en, der kan.